En kvinde blev dræbt, da den bil, hun var passager i, kørte galt. Bilens fører er fløjet til Rigshospitalet.

En 48-årig kvinde har lørdag morgen mistet livet i en trafikulykke på Sorøvej mellem Stenmagle og Ugerløse på Vestsjælland.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 06.55.

- Der er tale om en soloulykke, hvor en bil af ukendte årsager rammer noget hegn ved siden af vejen, fortæller politiets vagtchef Mads Haugaard.

Kvinden, der var passager i bilen, blev dræbt ved ulykken. Hendes pårørende er underrettet.

Den mandlige fører af bilen blev efter ulykken fløjet til Rigshospitalet, men han er ikke kommet alvorligt til skade.

I første omgang mente politiet, at der kunne have været flere personer med i bilen.

- Men det er der ikke noget, der tyder på, siger Mads Haugaard.

En bilinspektør har undersøgt bilen og ulykkesstedet og skal forsøge at finde frem til, hvad der gik galt.

/ritzau/