En kvinde på Mors indvilgede for flere år siden i at oprette et selskab, hvis konto blev brugt til hvidvask af 17 millioner kroner.
Onsdag har Retten i Holstebro bedømt den 57-åriges handling, og resultatet er blevet en dom på ubetinget fængsel i to år.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Kvinden var kommet ud i spillegæld, har hun ifølge specialanklager Gorm Søgaard Lund forklaret i retten.
I den forbindelse blev hun overtalt af en ukendt mand til at stifte et selskab, hvorefter hun lod ham bruge selskabets bankkonto.
Gennem næsten et år - fra udgangen af maj 2017 og frem til 1. maj 2018 - strømmede der i alt 17 millioner kroner igennem selskabet, som ikke havde andre aktiviteter.
Disse penge stammede fra lovovertrædelser, og mellemlandingen på kontoen var et forsøg på at sløre deres oprindelse. Altså hvidvask.
Sagen er et eksempel på, at stråmænd risikerer en markant straf.
Den dømte, Lone Dahl Rahbæk, har under sagen nægtet sig skyldig. Hun har nu mulighed for at anke afgørelsen til Vestre Landsret.
/ritzau/