En oktobernat i 2020 blev en ung kvinde først truet med en kniv, så frarøvet sin overfaldsalarm og til sidst lukket inde i et fryserum, mens hun forsøgte at passe sit arbejde på en tankstation i Valby. I 40 minutter var hun spærret inde, før politiet kom og befriede hende.

Torsdag er tre mænd, der ellers nægtede sig skyldige, blevet dømt i sagen.

Ved Retten på Frederiksberg er de blevet fundet skyldige i 28. oktober 2020 at have udsat den kvindelige ekspedient for groft røveri og frihedsberøvelse, da de maskerede og bevæbnet med kniv truede hende og låste hende inde, hvorefter de stak af med blandt andet cigaretter.

Det, har retten vurderet, skal koste de mænd i alderen 18 til 20 år mellem seks måneders og halvandet års fængsel.

Den 20-årige fik en tillægsstraf på et års fængsel til en straf, han allerede afsoner, lyder det i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

Også en fjerde mand var angiveligt involveret i røveriet, men da han under røveriet var under den kriminelle lavalder, er han blevet henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det var kvinden selv, der i sin tid tilkaldte hjælp. Med sig ind i fryserummet havde hun nemlig sin telefon.