Politiet fandt 1,5 kilo kokain, da det ransagede 11 adresser mandag. Ni mænd blev fængslet i sagen tirsdag.

En kvinde er blevet løsladt, mens syv mænd er blevet varetægtsfængslet for at have smuglet kilovis af narko.

Desuden blev yderligere to mænd fængslet in absentia, altså uden selv at være til stede i retten.

Det skete ved et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup tirsdag.

Det oplyser vicepolitiinspektør Torben Henriksen, som er operativ leder af særafdelingen Særlig Efterforskning Øst. Afdelingen hører under Københavns Politi og efterforsker meget kompliceret eller grænseoverskridende kriminalitet.

De ti personer, som blev anholdt ved en større aktion mandag, er sigtet for at have været med til at indsmugle og videresælge omkring 40 kilo kokain.

Ved aktionen blev 11 adresser ransaget på tværs af de sjællandske politikredse. Ved ransagningerne blev der fundet 1,5 kilo kokain, en pistol, et større kontantbeløb og "diverse udstyr til håndtering af narkotika."

Politiet mener, at netværket har stået bag omfattende indsmugling og distribution af hård narko til det danske marked.

- Efterforskningen har været et langt sejt træk, og vi er naturligvis godt tilfredse med anholdelsesaktionen, der forløb som planlagt, sagde Torben Henriksen i en pressemeddelelse tirsdag.

Han vil onsdag ikke oplyse, om politiet ved eller har en formodning om, hvor de to, som ikke var fysisk til stede i retten, befinder sig.

/ritzau/