»Så lige om lidt bliver jeg voldtaget.«

Natten til torsdag blev op mod 1.000 danskere vidner til det, der lignede optakten til et muligt drugrape i en direkte livesending i en af Danmarks største Facebook-grupper.

»Jeg tænkte, 'hold da op det er chokerende, hvis sådan noget foregår i en dansk gruppe',« fortæller Henrik Skovhuus, der er medlem af Facebook-gruppen.

En gruppe, som har til formål at lade danskere livestreame sig selv til »underholdning« for andre.

Men livesendingen natten til torsdag er bestemt ikke underholdende. Tværtimod. I livesendingen ser man en dansktalende kvinde, der sidder på et hotelværelse i Polen sammen med to polske mænd og tager hårde stoffer.

Som tiden går i den godt en time lange livesending bliver de tre mere og mere påvirkede, samtidig med at stemningen bliver af seksuel karakter. De to mænd, som kvinden undervejs kalder for sine pårørende, befamler hende flere steder på kroppen - også mere intime steder.

»Jeg har det virkelig skidt.«

Imens sidder de godt 1.000 danskere bag skærmen og kigger med på det, der langsomt begynder at ligne en kvinde, som bliver udsat for noget, hun ikke selv kan sætte sig imod. Selv fortæller kvinden i livesendingen, at hun har taget kokain, men på et tidspunkt går det op hende, at det tilsyneladende ikke er tilfældet.

»Jeg har det virkelig skidt. De har givet mig et eller andet. De har givet mig et stof, der siger spar fem,« lyder det fra kvinden i livesendingen, mens en mand sidder og ordner hendes hår.

Foto: Screenshot fra videoen
Vis mere

»Så lige om lidt bliver jeg voldtaget.«

Blandt seerne er Henrik Skovhuus. Han fornemmer straks, at der er noget galt.

»Jeg tænkte, at hun skulle have noget hjælp. Hun så ud til, at hun ikke kunne finde ud af noget,« fortæller han til B.T.

Og sådan har en anden af gruppens medlemmer det også. Hun er en ung kvinde, der ikke ønsker sit navn frem, så derfor kalder vi hende 'Sofie'.

Henrik Skovhuus
Henrik Skovhuus Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det er noget af det klammeste, jeg har set i mit liv. Jeg blev så bange på hendes vegne. Særligt da hun siger, at hun ikke ved, hvad de har givet hende. Det gjorde virkelig ondt på mig.«

Dansk og polsk politi på sagen

I kommentarfeltet til den uhyggelige livesektion spørger flere, hvor kvinden befinder sig. De råder hende til at fortælle adressen og stikke af fra de to mænd. Flere skriver desuden, at de vil kontakte politiet.

En af dem er Henrik Skovhuus, der straks kontakter politiet.

»Vi var jo bekymrede, så vi forsøgte at finde ud af, hvor hun var i verden, og det viser sig, at hun er på et hotelværelse i Polen,« fortæller han, mens 'Sofie' tilføjer:

»Jeg var vågen til klokken 05 den nat, fordi jeg ikke kunne få det ud af hovedet. Det, man ser til sidst, var så skræmmende. Her nikker den ene mand til den anden som tegn på, at nu skulle forbindelsen afbrydes.«

Det bliver den. Skærmen går i sort, og ingen ved, hvad der sker med kvinden.

Indtil torsdag aften.

Frivilligt eller ej?

Her toner den unge dansk-polske kvinde nemlig frem på skærmen igen i samme danske Facebook-gruppe. B.T. undlader at fortælle navnet på gruppen af hensyn til kvinden, men den har mere end 40.000 medlemmer og har ifølge administratoren det formål at »underholde pøblen,« blandt andet ved at medlemmerne livestreamer sig selv.

Men underholdende er det langt fra natten til torsdag, da Henrik Skovhuus, 'Sofie' og gruppens medlemmer tror, at de er vidner til et drugrape. Ej heller torsdag aften, da kvinden igen går live - fra samme værelse som natten forinden.

»Hun sagde, at politiet havde været der, men at det hele var okay, fordi det var foregået frivilligt. Hun var stadig sammen med de to mænd,« fortæller Henrik Skovhuus.

Og det bekræfter kvinden over for B.T.

»Jeg har det godt, og alt er okay,« understreger hun og tilføjer:

»Der skulle ske noget sjovt, og så lod jeg mig rive med af, at mange så med, og så sagde jeg de ting. Men jeg løj ikke i videoen. Jeg sagde det, der faldt mig ind, og de havde givet mig et stof, som jeg ikke vidste, hvad var, men jeg synes også, at fyrene var søde nok - særligt den ene, og jeg var ikke bange på noget tidspunkt,« siger hun videre og tilføjer, at hun havde mødt de to mænd samme aften.

Du siger i videoen, at du bliver voldtaget om lidt. Kan du forstå, at mange bliver oprigtig bekymret for dig?

»Jeg har fucket op, for jeg har bekymret folk, og det var ikke okay. Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg har gjort så mange mennesker kede af det, men der er ikke sket noget, og jeg har der godt,« fastslår hun.

Rigspolitiet bekræfter over for B.T., at man har været i kontakt med polsk politi om den pågældende sag, og at det er dem, som håndterer den.

B.T. har set brudstykker af kvindens første livesektion samt fået fortalt om indholdet i begge videoer af flere af uafhængige kilder.