En 28-årig kvinde blev natten til torsdag forsøgt voldtaget i Skagen.

Det oplyser vagtchef Jes Falberg fra Nordjyllands Politi.

Omkring klokken 01.45 blev kvinden antastet af fire mænd, mens hun sad på en trappe på Øster Strandvej. Hun var netop steget ud af en taxi, fordi hun ville tilbage på diskotek Buddy Holly, har hun fortalt politiet.

»Mændene tager fat i hende, hiver hende ned på jorden og forsøger at trække bukserne af hende, men hun kæmper imod, og det lykkes hende at kradse en af mændene så meget i ansigtet, at de forsvinder fra stedet uden at forfølge hende,« lød det tidligt torsdag morgen fra Jes Falberg.

Ingen er endnu anholdt i sagen. Torsdag middag har Nordjyllands Politi derfor udsendt en efterlysning, hvor politiet beskriver de fire mænd, der er mistænkt:

A: Mand, udenlandsk/arabisk af udseende, 16-18 år, cirka 165 centimeter høj og spinkel af bygning. Kortklippet hår i siderne og med kort hanekam.

Iført sort hættetrøje med stort Adidas-logo på brystet samt sorte Adidas bukser med tre hvide striber.

B: Mand, udenlandsk/arabisk af udseende, 16-18 år, grønne øjne, iført rød hættetrøje og sko af mærket Adidas Ultra Boost.

C: Mand, udenlandsk/arabisk af udseende og iført mørkt tøj.

D: Mand, udenlandsk/arabisk af udseende og iført mørkt tøj.

Lederen af efterforskningen, politikommissær Carsten Straszek, opfordrer borgere, der måtte have oplysninger i sagen, til straks at henvende sig til politiet på telefonnummer 114.

'Alle, der måtte have oplysninger om de fire mistænkte, bedes henvende sig. Det gælder også, hvis man har hørt eller set noget i området omkring gerningstidspunktet,' siger Carsten Straszek i en pressemeddelelse.

En retsmediciner har torsdag morgen undersøgt offeret for voldtægtsforsøget for at sikre spor. Politiet har også haft hunde til at lede efter spor på overfaldsstedet på Øster Strandvej i Skagen.

Kvinden, der kommer fra Aarhus, var på besøg hos nogle kammerater i Skagen, da overfaldet fandt sted, fortalte vagtchef Jes Falberg tidligere.

-'Hun mener, at den ubehagelige oplevelse stod på i få minutter. Hun har desuden fortalt, at hun aldrig har mødt nogen af de fire mænd før.'

/ritzau/