En 31-årig kvinde fra Næstved har de seneste fem år ikke ment, det har været nødvendigt at købe en billet, når hun har taget S-tog eller regionaltog.

Derfor måtte hun i sidste uge møde op i Retten i Roskilde for at modtage en dom for sine intet mindre end 500 gratis ture med DSB.

Den 'gratis' transport fandt sted i en periode på fem år frem til efteråret 2019. Det skriver sn.dk.

Ugerningen blev straffet med fængsel i tre måneder.

Dommen blev dog gjort betinget med et års prøvetid.

Det koster i dag 750 kroner i afgift, hvis man ikke husker at købe billet til sin togtur.

I marts i år skrev Gældsstyrelsen i en pressemeddelelse, at gratister fremover vil blive trukket i løn, når de inddriver gæld på vegne af DSB, Arriva, Movia og Metro Service.

I marts var der cirka 46.000 danskere med gæld til ét af de fire trafikselskaber, som var under lønindeholdelse allerede.

De 46.000 er lidt under halvdelen af i alt 123.000 skyldnere og gør ud for en samlet gæld på cirka 380 millioner kroner.