En kvinde er fortsat i kritisk tilstand efter at hun tidligere mandag blev involveret i en personpåkørsel på Valby Station.

Mandag morgen afgik en mand ved døden efter at være påkørt af et gennemkørende tog. Ved sammenstødet blev manden slynget tilbage på perronen, hvor han ramte en kvinde, som blev sendt på Rigshospitalet i kritisk tilstand.

»Det seneste nye er, at Rigshospitalet meldte til os klokken 15, at kvinden stadig var i kritisk tilstand, dermed er hendes situation altså uændret,« siger vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Sveistrup.

Episoden betød, at der ikke kørte fjerntog mellem Københavns Hovedbanegård og Høje Taastrup, samt at alle lyntog mellem København og Odense var aflyst.