OPDATERET: Den 39-årige kvindes tilstand er onsdag eftermiddag alvorlig, men stabil. Hun er fortsat indlagt på hospitalet, oplyser politiet. Manden vil forventeligt blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag klokken 10.30.

Østjyllands Politi er onsdag rykket ud til Jagtvej i Hammel, hvor en 39-årig kvinde er blevet udsat for et overfald af en 59-årig mand.

Kvinden er i kritisk tilstand, skriver politiet på tjenesten Politi Update.

Den formodede gerningsmand er anholdt.

Politikredsen skriver, at der kort før middag onsdag er flere patruljer til stede.

Tidshorisonten for politiets arbejde er ukendt, og borgere i området opfordres til at følge betjentenes anvisninger.

Politiet oplyser ikke noget om de nærmere omstændigheder eller de involverede i sagen.