En 77-årig kvinde blev torsdag aften overfaldet i sin kørestol, da hun ventede på hjemmeplejen i Karlslunde.

Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.

Politiet fik anmeldelsen torsdag klokken 19.43.

Forinden havde kvinden siddet i sin villa med ulåst dør og ventet på hjemmeplejen, da to mænd pludseligt var kommet ind.

Mændene rev et ur, et armbånd og en ring af hende. Da hun forsøgte at kæmpe imod, havde hun fået et slag af den ene af mændene, skriver politiet.

Efterfølgende løb mændene fra stedet.

Politiet beskriver dem begge som lyse i huden, cirka 185 centimeter høje og iført sort tøj.

- Politiet hører gerne fra folk, der har set to personer, der passer på beskrivelsen, omkring klokken 19.35 i området ved Karlslunde Strandkirke og Ræveholmcenteret, skriver politiet i døgnrapporten.

Efter overfaldet blev kvinden tilset på hospitalet, oplyser politiets presseafdeling til Ritzau.

RITZAU