Tirsdag eftermiddag kom en kvindelig ansat hos Røgters Bageri i Hurup i Thy ud for en frygtelig arbejdsulykke.

Da kvinden skulle skære noget rugbrød, kom fingrene for tæt på skæremaskinen, og kvinden endte med at få skåret det yderste led af på den ene finger.

Det skriver Nordjyske.

Hun blev efterfølgende kørt med ambulance til skadestuen og har det efter omstændighederne godt, selv om kvinden nu er sygemeldt de næste tre uger.

»Vi er meget kede af det,« siger Mogens Andersen, der er bagermester og medindehaver af Røgters Bageri.

Ifølge bagermesteren er skæremaskinen nu fjernet, mens han erkender, at den har været i stykker i noget tid.

Derfor er Arbejdstilsynet nu også gået ind i sagen, skriver Nordjyske.

Politiet fortæller videre til mediet, at kvinden også fik snitsår på andre fingre, da ulykken skete.