Den sjette anke-prøvesag i Umbrella-komplekset i landsretten omhandler en deling af en sexvideo.

København. Hun så kun få sekunder af den meget omtalte 56 sekunder lange sexvideo, og hun vidste ikke, hvem de to 15-årige i videoen var.

Sådan lyder forklaringen onsdag i Østre Landsret fra en 19-årig kvinde, som i byretten i februar blev dømt skyldig i børneporno for at dele videoen én gang med en veninde.

Her fortæller den unge kvinde, at der var meget snak om videoen, men at hun ikke fik at vide, hvem de to i videoen var.

- Jeg var ikke rigtigt involveret i snakkene. Det var ikke rigtigt noget, jeg hørte så meget efter. Så jeg ved det ikke, siger hun.

Anklager Emil Folker læser dog op af en afhøringsrapport fra politiet, hvor hun fortæller, at der gik rygter om, hvem de unge i videoen var, men i dag afviser hun at kende nærmere til rygterne.

I Retten i Lyngby fik hun ti dages betinget fængsel for delingen, der skete tilbage i oktober 2015, da hun selv var 17 år. I landsretten går hun efter at blive frifundet.

I landsretten fortæller Emil Folker, at kvinden, inden hun sendte videoen til veninden, først sendte en video af en telefon, som afspiller videoen. Denne video er hun dog ikke tiltalt for. Et minuts tid efter sendte hun selve videoen.

Den første video kan hun dog overhovedet ikke huske. Hun fortæller, at hun kun helt kort har set selve sexvideoen. Hun modtog den selv 28 sekunder, før hun sendte den videre.

- Jeg har kun set to-tre sekunder.

- Jeg kan godt se i byretten, at der er andre til stede i videoen. Men det vidste jeg ikke. Jeg kan kun huske, at der var en pige i videoen. Jeg har aldrig haft erindringer om, at der var flere, siger den unge kvinde.

Onsdagens sag i Østre Landsret er en del af et større sagskompleks med navnet Umbrella om forskellige videosekvenser, hvor to 15-årige har seksuelt samkvem.

Flere end 1000 unge er i sagen sigtet for børneporno, da videoerne på grund af de medvirkendes alder betragtes som børneporno.

Filmene blev optaget i 2015 og er blevet delt flere end 5000 gange via Messenger.

Sagen onsdag er den sjette prøvesag, der behandles i landsretten. Anklagemyndigheden har udvalgt ni prøvesager, der skal være med til at sætte strafniveauet for de mange sager, der ventes rejst.

I to sager i landsretten er tiltalte idømt betingede fængselsstraffe for børneporno.

I to andre sager er der kun dømt for blufærdighedskrænkelse og givet bødestraffe, mens en kvinde i en femte sag helt er frifundet.

Sagerne er ikke helt ens. Der kan eksempelvis være forskel på antallet af delinger, og hvilke klip der er delt.

/ritzau/