Mandag eftermiddag udspillede der sig dramatiske scener på rådhuset i Tønder.

Her gik en 34-årig kvinde amok og overfaldt en ansat.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi ifølge TV Syd.

En samtale med en ansat i Borgerservice udviklede sig til en uoverensstemmelse, hvor kvinden til sidst skubbede den mandlige ansatte, skriver Jydske Vestkysten.

Efter overfaldet forsøgte kvinden at finde Tønders borgmester, Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti.

Det lykkedes ikke, og i stedet blev kvinden ført ud fra rådhuset.

I den forbindelse spyttede hun på en ansat.

Hændelsen fandt sted kort efter klokken 14.

Efterfølgende blev sagen anmeldt til politiet, hvorefter den 34-årige kvinde blev anholdt.

Hun er blevet sigtet for trusler og angreb mod personer i offentlig tjeneste.