En større redningsaktion har fundet sted torsdag eftermiddag i den vestfynske havneby Assens.

Her er en livløs kvinde blevet reddet op af havnen. Hun har modtaget førstehjælp og er kørt på hospitalet.

Det skriver Fyns Politi på Twitter.

I en senere opdatering lyder det fra politiet, at man nu har identificeret kvinden.

De pårørende er derfor underrettet.

Samtidig skriver politiet på Twitter, at der er tale om en 39-årig kvinde, som har gode chancer for at overleve.

Fundet af den livløse kvinde blev gjort af en gruppe borgere klokken 17.17 torsdag eftermiddag.

Her fik man hurtigt reddet kvinden op af vandet og påbegyndte førstehjælp.

Dernæst blev hun kørt til Odense Universitetshospital, OUH, til yderligere behandling.

Politiet oplyser videre i et tweetet, at der er stor ros til de borgere, som fik kvinden op af vandet og udførte førstehjælp.

B.T. følger sagen.