Mette Bønnelykke Herholdts tidligere samlever blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger for drabet på den 40-årige kvinde.

Det oplyser anklager Jeanette Wincentz til bt.dk efter dagens grundlovsforhør.

Tirsdag aften fandt Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi liget af en kvinde, som de formoder er Mette Bønnelykke Herholdt, i et gammelt køleskab, som ifølge anklageren ikke var slået til.

Grundlovsforhøret af den 44-årige tidligere samlever skete for lukkede døre ved Retten i Nykøbing Falster, så af efterforskningsmæssige hensyn er det meget begrænset, hvor mange informationer anklageren ønsker at give om sagen på nuværende tidspunkt.

Den tidligere samlever er sigtet for drab og usømmelig omgang med lig.

- Vi kom på sporet, da hun blev efterlyst af Viborg kommune. De kunne ikke forstå, de ikke havde hørt fra hende i årevis, fordi hun har jo en lille datter, som er i familiepleje. Så rettede de henvendelse til Sydsjælland og Lolland-Falsters politi, fordi det var det sidste sted, hun var blevet set.

Liget er nu kørt til retsmedicinsk institut for at blive identificeret. Politiet formoder, at det er Mette Bønnelykke Herholdt, som sidst blev set for over to år siden.

Indtil videre er den tidligere samlever den eneste mistænkte i sagen, oplyser Jeanette Wincentz.

Ifølge folketidende.dk fremgik det af sigtelsen, som blev læst højt, inden dørene blev lukket, at Mette Bønnelykke Herholdt ifølge politiet blev slået ihjel mellem den 15. og 18. december 2010, kort efter at hun sidst blev set i live.

Selve drabet skal angiveligt være sket på en adresse i Vesterborg, men liget er fundet på en adresse i Dannemare.

Ifølge folketidende.dks oplysninger er kvinden blevet slået ihjel på sin egen adresse, men liget er fundet på den anholdte mands adresse. Det vil efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen dog hverken be- eller afkræfte.

Ekstrabladet.dk skriver, at manden har flyttet liget to gange, og at liget var indpakket i en presenning, da politiet fandt det. Men det vil Søren Ravn-Nielsen heller ikke be-eller afkræfte.