Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
En kvinde er fundet død på en affaldsvirksomhed i Aalborg.
Politiet er onsdag eftermiddag i gang med at undersøge, om der er tale om et naturligt dødsfald eller en forbrydelse. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
»Vores efterforskere er på stedet for at klarlægge dødsårsagen. På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, om der er tale om en forbrydelse,« fortæller politikommissær og efterforskningsleder Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi til B.T.
Han forventer, at arbejdet på Troensevej i Aalborg Øst vil fortsætte det meste af eftermiddagen.
B.T.s reporter på stedet fortæller, at der er flere politibiler i området, og at politiet lige nu er i gang med undersøgelser inde på området, som tilhører affalds- og energivirksomheden Reno-Nord.
Der er også hundepatruljer på stedet, lyder det.
Politiet har desuden været til stede på en anden adresse i Nørresundby i forbindelse med sagen. Men den del af efterforskningen skulle ifølge B.T.s oplysninger være afsluttet.
Efterforskningsleder Carsten Straszek fortalte tidligere til B.T., at arbejdet på den anden adresse var for at sikre bevismaterialer.
»Der er en container, som er blevet flyttet fra Reno-Nord til den anden adresse, som vi også undersøger for bevismateriale,« siger Carsten Straszek.
Han oplyser, at der er tale om en formentlig grønlandsk kvinde på mellem 40 og 65 år, og at det ikke umiddelbart var muligt for politiet med sikkerhed at konstatere, at kvinden er død af naturlige årsager.
Man arbejder desuden på at identificere kvinden. De pårørende er derfor endnu ikke underrettet.