Opdateret 11.39: Politiet oplyser på Twitter, at Almasa Hajiric er fundet død. Der er ikke noget, der tyder på en forbrydelse. De pårørende er underrettet.
Det er endnu ikke lykkedes at finde den 60-årige Almasa Hajiric.
Hun er ikke set siden juleaften, hvor hun gik i seng hos sin familie Vissenbjerg, som hun besøgte i anledningen af højtiden.
Da familien vågnede 1. juledag kunne de konstatere, at den 60-årige kvinde var væk. Hun er med andre ord forsvundet mellem midnat og klokken 08.30 fredag morgen.
»Vi leder stadig efter hende, men vi formoder ikke, at der er sket noget kriminelt,« lyder det fra Peter Vestergaard, der er vagtchef hos Fyns Politi.

Almasa Hajiric bor selv i Odense, og det er således Odense og Vissenbjerg, der er de to udgangspunkter for politiet. Man har ikke oplysninger om, at hun kunne finde på at bevæge sig andre steder hen i landet..
Almasa Hajiric forlod en adresse på Østervang i Vissenbjerg. Hun beskrives som østeuropæisk af udseende og 175 centimeter høj.
Desuden er hun almindelig af bygning med rødt, mellemlangt hår og formentlig iført en gulbrun jakke og en nederdel.
Ser man Almasa Hajiric, bedes man kontakte politiet på 114.

