Straffesag om kast med vand på Hovedbanegården i København kom helt til tops i retssystemet.

Der var ikke tale om vold i straffelovens forstand, da en ophidset kvinde kastede vand mod to DSB-ansatte på Hovedbanegården i København.

Det fastslår Højesteret onsdag. Dommerne i landets øverste domstol er nået til en anden konklusion end deres kolleger i Østre Landsret.

Her blev kvinden sidste efterår fundet skyldig i at have overtrådt en bestemmelse i straffeloven om vold mod offentligt ansatte.

Men Højesteret lægger vægt på, at de to ofre i sagen, der er togrevisorer, blev kun ramt på deres uniformer og ikke i ansigtet, og der trods alt var tale om en begrænset mængde vand.

Optrinnet fandt sted en sommeraften i 2019. På en videooptagelse kan man se, at kvinden kastede med vand fra en flaske. De to togrevisorers hvide skjorter blev våde.

Handlingen er dog over stregen alligevel. Hun gjorde sig skyldig i en såkaldt ulovlig ringeagtsytring, siger Højesteret.

Andre situationer med mere vand og måske endda snavset væske kan derimod godt betegnes som vold, fremgår det af afgørelsen:

"Det må bero på en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder, om det at kaste, sprøjte mv. vand på en person i offentlig tjeneste eller hverv indebærer et legemsangreb", skriver de fem dommere.

Det kommer an på flere ting. For eksempel mængden af vand, hvor på kroppen det rammer, "og om der er tale om rent vand".

Med afgørelsen har kvindens forsvarer, advokat Bo Vestergaard, fået medhold.

Derimod mente specialanklager Jakob Nielsen, at der var tale om en voldshandling eller i hvert fald trussel om vold.

Han har blandt andet sagt, at en offentligt ansat, der er blevet våd i ansigtet eller på tøjet, har mistet noget af sin autoritet.

Den dømte har flere gange optrådt groft. Samme sommerdag kaldte hun en togrevisor for en møgso og andre ord af samme slags. Og om vinteren sagde hun grimme ord til og spyttede efter en stationsbetjent på stationens kundetoilet.

Kvinden får en ubetinget fængselsstraf på 40 dage. Heri indgår en reststraf på 32 dage fra en tidligere dom.

/ritzau/