Omkring klokken 3 natten til søndag blev politiet kontaktet af en yngre kvinde fra Faaborg, der gav udtryk for, at hun »følte sig forfulgt«.

Kvinden sagde ikke, hvor hun befandt sig, men nævnte noget med vand.

Det fik politiet til at reagere og hurtigt blev en hundepatrulje og ambulance sendt afsted mod Faaborg.

Det siger Sten Nyland, vagtchef ved Fyns Politi, til Fyens Stiftstidende.

Hundepatruljen søgte langs Faaborg Fjord, hvor man fandt den yngre kvinde.

»Hun bliver fundet af en politihund liggende ude i vandet. Hun ligger i vandkanten, men har kun hovedet oppe. Hun var meget, meget heldig med, at hun blev fundet af hunden,« siger vagtchefen.

Kvinden var ved bevidsthed, da hun blev fundet.

Ambulancen, der også var ankommet til stedet, tog hende med til tjek på hospitalet.

På baggrund af et vidneudsagn vurderer politiet på nuværende tidspunkt ikke, at kvinden blev forfulgt, som hun ellers gav udtryk for i telefonen.