24-årig kvinde blev angiveligt slået og isoleret, fordi hun stjal fra andre beboere i jysk landsbykollektiv.

Det var et afsporet parforhold, der angiveligt var årsag til, at en kvinde fra Skive levede adskilt fra husets øvrige beboere og i en periode levede af havregrød og vand.

Det er kommet frem, da sagen mod fem personer, der tiltales for blandt andet vold og frihedsberøvelse af en kvinde, mandag er indledt i Retten i Viborg.

En 28-årig mand er hovedmistænkt i sagen, men han vil ikke afgive forklaring i retten.

Manden, der er kraftigt bygget og iført en løsthængende mørk skjorte, ryster på hovedet, da dommeren spørger, om han vil forklare sig.

I stedet læser specialanklager Pia Koudahl mandens forklaringer til politiet op.

Her forklarer manden, at han har boet sammen med den 24-årige kvinde og tre af de tiltalte i et kollektiv i landsbyen Højslev ved Skive.

Han erkender, at han jævnligt gav kvinden 'dummeslag'. Det skete, fordi hun ifølge mandens forklaring stjal ting fra ham og tre andre i kollektivet.

Det var ifølge mandens forklaring årsagen til, at kollektivet ville udelukke kvinden fra fællesskabet.

De låste dørene, så kvinden kun kunne opholde sig i en gang. Og når der blev serveret aftensmad, måtte kvinden ikke deltage.

Hun levede primært af havregrød, som hun fik serveret i en hundeskål, har den tiltalte forklaret.

Kvinden sov på gulvet i soveværelset hos den 28-årige. Manden ville ikke have hende op i sengen, fordi hun med den tiltaltes ord var 'møgbeskidt' og blødte kraftigt, når hun havde menstruation.

Han har en toårig søn sammen med kvinden. Barnet er anbragt i en plejefamilie.

Det var efter drengens fødsel, at parforholdet gik helt skævt, har den tiltalte forklaret.

Politiet troppede op på adressen 17. marts sidste år. Det skete, efter et familiemedlem til en af de tiltalte havde kontaktet politiet.

Ordensmagten fandt kvinden, der var forslået og underernæret.

Læger fandt 34 læsioner på kvinden. Det var blodunderløbne mærker og hudafskrabninger, der kunne stamme fra slag og hundebid.

Efter politiets opfattelse har den 28-årige flere gange pudset en hund, en blanding af racerne labrador og boxer, på kvinden.

Det afviser manden. Han afviser også at have frihedsberøvet kvinden, men erkender sig delvist skyldig i vold mod kvinden.

Efter anklagerens opfattelse står han til en forvaringsdom, hvis han findes skyldig. Det er en tidsubestemt straf, der anvendes, når en person skønnes særligt farlig.

Sagen fortsætter mandag 20. januar, og der ventes dom 3. februar.

/ritzau/