Stine Petersen fra Store Heddinge er både vred og chokeret.

Onsdag morgen ringede hendes svigermor, Susanne, for at fortælle en historie, der mest af alt lød som en ond drøm.

Men den var god nok.

Svigermoderen kunne nemlig fortælle, at nogen havde kastet fyrværkeri ind gennem soveværelsesvinduet midt om natten.

»Hun fortalte os, at det var held i uheld, at hun ikke havde sovet med hovedet i den ende, hvor hun plejer, for så havde fyrværkeriet ramt hende i ansigtet,« siger Stine Petersen til TV 2 Øst.

Hun agerer talerør, da hendes svigermor ikke selv har mod på at fortælle historien.

Stine Pedersen fortæller videre, hvordan hendes svigermor, der er dårligt gående, vågnede omkring klokken halv to, da der pludselig blev kastet fyrværkeri ind ad vinduet.

Fyrværkeriet gav et knald og brændte også hul i sengen.

Heldigvis fik hendes svigermor hurtigt fat på sin stok og hentet noget vand, så gløderne kunne slukkes.

Svigermoderen var ifølge Stine Pedersen meget chokeret over hændelsen og sov da heller ikke mere den nat af frygt for, at ilden skulle blusse op igen.

Hun har det dog efter omstændighederne godt.

Familien har efterfølgende meldt episoden til politiet, og Midt- og Vestsjællands bekræfter over for TV 2 Øst, at de har modtaget anmeldelsen.