Østjyllands Politi rykkede lørdag eftermiddag ud til forlystelsesparken Djurs Sommerland på Djursland.

Omkring klokken 16 faldt en kvinde om i parken i området omkring forlystelsen 'Tigeren', fortæller vagtchef Michael Hermann ved Østjyllands Politi til B.T.

Episoden havde dog intet med selve forlystelsen at gøre.

Området blev efterfølgende spærret af, mens politi, ambulance, lægeambulance og lægehelikopter ankom til stedet.

Kvinden, hvis alder politiet ikke kan oplyse, blev efterfølgende fløjet til Skejby Sygehus i Aarhus.

Vagtchefen kan ikke oplyse om hendes tilstand.

De pårørende er underrettet.

Politi og redning har forladt Djurs Sommerland igen.

»Vi er kede af, at hun er faldet om, og vi håber, at hun er i de bedste hænder«, lyder det fra Henrik B. Nielsen, der er administrerende direktør i Djurs Sommerland, til B.T om hændelsen.