Kvinde er alvorligt tilskadekommen i ulykke med bil og lastbil
Torsdag morgen er en bil og lastbil stødt sammen nær tilkørsel til Køge Bugt Motorvejen ved Solrød Strand.
Torsdag morgen er en bil og lastbil stødt sammen nær tilkørsel til Køge Bugt Motorvejen ved Solrød Strand.
En kvinde i 60'erne er torsdag morgen kommet alvorligt til skade i en trafikulykke nær Solrød Strand ved Køge Bugt Motorvejen.
Det fortæller kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi, der fik anmeldelsen klokken 08.04.
Ulykken er sket på Cementvej nær motorvejstilkørsel 30 Solrød Nord.
- Det er en personbil og en lastbil, der er stødt sammen. Lastbilen skal svinge ned på motorvejen, og personbilen kører ligeud. Det er i den forbindelse, at de støder sammen.
- Den kvindelige fører af personbilen er kommet alvorligt til skade, siger Charlotte Tornquist.
Kvinden er blevet bragt til behandling på hospitalet, og hendes pårørende er underrettet.
Der var også to passagerer i bilen, som ikke er kommet noget alvorligt til. Derudover var der en hund i bilen.
- En hund i kvindens bil er også kommet til skade, siger Charlotte Tornquist.
Lastbilchaufføren er uskadt.
Politiet er torsdag morgen fortsat på stedet, hvorfor der er afspærring ved ulykkesstedet.
Der er tilkaldt en bilinspektør, som skal foretage undersøgelser på stedet, og være med til at klarlægge, hvordan ulykken er sket.
/ritzau/