Det var formentlig et uheld, der natten til fredag bevirkede, at en 34-årig kvinde blev ramt i brystet og dræbt af en pencilpistol. Pencilpistolen gik pludselig af i kvindens lejlighed i Lyngby nord for København.



Efter afhøringer af de tre mænd, der var til stede i lejligheden sammen med den nu afdøde kvinde, mener kriminalpolitiet, at der var tale om en vådeskudsulykke.Politiet kan dog ikke helt udelukke, at der var tale om et selvmord.

»Kvinden havde tidligere på aftenen været oppe og skændes med sin kæreste, og politiet havde været kaldt til lejligheden, men var kørt igen, da der faldt ro over gemytterne.

Kvinden var lidt deprimeret og påvirket af alkohol og sad og fægtede med pistolen, der var hendes,« siger vicekriminalkommissær Ole Helsted til Ritzaus Bureau. Skuddet fra pencilpistolen, der ligner en kuglepen - og som er ulovlig i Danmark - ramte kvinden i brystet. Hun blev dræbt på stedet. sla