Anklager omtaler sag som spektakulær. Naboer i Silkeborg fik overmandet voldtægtsmand efter råb om hjælp.

En mand kravlede sidste år ind ad et åbenstående vindue hos en sovende kvinde i Silkeborg og udsatte hende for voldtægt.

Det har Retten i Viborg torsdag slået fast. Gerningsmanden er blevet straffet med fængsel i fem år, ligesom han skal betale godtgørelse. Offeret var mere end dobbelt så gammel som han.

Under forbrydelsen, der fandt sted 25. marts sidste år, blev den 68-årige kvinde også frihedsberøvet af den 31-årige Azagew Negash Abreha, er et nævningeting nået frem til.

Sagen er usædvanlig, understreger en anklager i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Denne sag er på alle måde spektakulær, fordi den forurettede er blevet voldtaget midt om natten i sit eget hjem af en komplet fremmed mand, siger Alexander Stürup.

På grund af krænkelsen har retten tilkendt offeret en godtgørelse for tort. Den er fastsat til 150.000 kroner. Kvindens bistandsadvokat havde krævet et lidt højere beløb.

På et tidspunkt lykkedes det kvinden at komme ud af lejligheden. Uden for hoveddøren råbte hun på hjælp, men angriberen tvang hende tilbage, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Nogle naboer havde imidlertid hørt råbene og reagerede. De fik overmandet den 31-årige, som derefter blev anholdt.

Under sagen i retten har den tiltalte, der i øvrigt på et tidspunkt har arbejdet som tolk, nægtet sig skyldig. Han har hævdet, at der var tale om et frivilligt forhold, oplyser anklageren.

Azagew Negash Abreha har på stedet anket dommen. Han kræver frifindelse i Vestre Landsret. Under sagen er han fortsat varetægtsfængslet, oplyser politiet.

/ritzau/