En yngre kvinde var i flere måneder offer for menneskeudnyttelse, da hun blev rekrutteret til prostitution af to mænd i Lyngby.

Desuden udsatte den ene mand, der havde været hendes kæreste, for streng psykisk kontrol gennem en længere periode.

Det har Retten i Lyngby slået fast i en dom onsdag, oplyser anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi til Ritzau.

Kvindens tidligere kæreste er fundet skyldig i både menneskeudnyttelse og i psykisk vold, og straffen er blevet fængsel i et år og seks måneder.

Den hårde kontrol stod på i halvandet år og sluttede i maj 2024.

Blandt andet blev kvinden tvunget til at opgive sin ungdomsuddannelse, omtalt nedsættende, ligesom hun ikke måtte bestemme, hvilket tøj hun havde på.

Hendes kommunikation på mobilen blev overvåget, og generelt blev hun frataget sin ret til selvbestemmelse, fremgår det af anklageskriftet.

I sagen var ekskæresten, en mand på 21 år, også tiltalt for voldtægt. Her er resultatet blevet frifindelse. Det er sket med dommerstemmerne 2-1.

Han blev dog fundet skyldig i vold ved at have spyttet på kvinden.

I retten har de to tiltalte nægtet sig skyldige, men der er altså bevis for, at kvinden blev udsat for menneskeudnyttelse.

Den anden tiltalte, der er 20 år, er idømt fængsel i ni måneder.

Retten oplyser, at mændene skal betale offeret en erstatning på 50.000 kroner.

RITZAU