En 44-årig kvinde har tidligt søndag morgen muligvis været udsat for et overfald på banegården i Herning. Politiet søger vidner til episoden, der formentlig drejer sig om en voldtægt.

Det fortæller vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi til BT.

»Vi har døbt det en voldtægtssag, så det er i den retning, vi kører,« siger han.

Overfaldet skal formentlig være sket ved indgangen til gangtunnellen ved Godsbanevej på den modsatte side af banegården eller i selve tunnellen.

»Hun har forklaret, at der er en person, som griber fat i hende bagfra og lægger hende på jorden og forgriber sig på hende seksuelt af en art,« siger Carsten Henriksen og fortæller, at det har været svært at finde hoved og hale i det hele, fordi kvinden har været beruset efter sin bytur i Herning.

Tidligere søndag formiddag lød det fra vagtchefen:

»Der er en masse løse ender. Kvinden er blevet fundet på gulvet på banegården klokken 06.30, og vi har en formodning om, at der er sket noget med hende - at hun er blevet overfaldet på en eller anden måde.«

Politiet har søndag formiddag været til stede på banegården i Herning, hvor de har forsøgt at finde et eventuelt gerningssted - blandt andet ved hjælp af hunde - men nu har de afsluttet deres arbejde på stedet.

»Vi har for nuværende ikke fundet noget på det gerningssted, hun har udpeget,« siger vagtchefen.

Den 44-årige kvinde har beskrevet manden, som angiveligt overfaldt hende, som mellemøstlig af udseende, ca. 30 år, lav og spinkel af kropsbygning. Han skulle ifølge kvinden tale dansk med mellemøstlig accent.

»Så ham leder vi efter,« siger Carsten Henriksen, der oplyser, at kvinden er hjemme nu efter at være blevet undersøgt på sygehuset i Herning. Politiet afventer i skrivende stund stadig svar på disse undersøgelser.

Det var en borger, der fandt den 44-årige kvinde liggende på gulvet og alarmerede politiet.

»Hun ligger på gulvet inde på banegården, fordi hun er fuld. Hun har ikke nogen synlige skader og er påvirket af alkohol, men der dukker små brudstykker op af, at hun er blevet passet op af en eller flere gerningsmænd,« sagde Carsten Henriksen tidligere.