Natten til torsdag fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at en 25-årig kvinde var blevet udsat for en voldtægt i Allinge.

Det seksuelle overgreb skulle have fundet sted i en baggård omkring Pilegade i Allinge. Det er meget tæt på det område, hvor Folkemødet i disse dage finder sted.

Politiet har indtil fredag holdt kortene tæt til kroppen i sagen og ville torsdag alene oplyse, at det var til stede omkring Nørregade/Pilegade i Allinge i forbindelse med en anmeldt hændelse fra natten.

Der var afspærret et område torsdag i forbindelse med politiets efterforskning, men kort før middag torsdag var afspærringen ophævet igen.

Torsdag klokken 20.41 anholdt Bornholms Politi en 32-årig mand og sigtede ham i sagen. Han er blevet afhørt og løsladt igen, men sigtelsen mod ham er opretholdt, skriver politiet på meddelelsestjenesten Politi Update fredag formiddag.

Politiet oplyser, at det ikke forventer, at der vil blive rejst sigtelser mod andre. Dermed er der ingen formodning om flere gerningsmænd til episoden.

Hverken den forurettede eller den sigtede er bosiddende på Bornholm. De er begge danske statsborgere.

/ritzau/