En 39-årig kvinde var ikke i stand til at køre bil natten til torsdag.
Hun blev nemlig standset af politiet, der havde en mistanke om, at føreren bag rattet var påvirket af alkohol.
Og det må siges at have været tilfældet. For den 39-årige blev målt til at have en promille på over 2.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Det var klokken 00.02 torsdag, at kvinden blev stoppet og anholdt på Holbækmotorvejen.
Dog var det ikke ligetil at få den noget fulde fører til at køre ind til siden.
'Selvom patruljen kørte efter hende med blå blink og hornet tændt, standsede kvinden først efter halvanden kilometer,' oplyser politiet.
Kvinden fik taget en blodprøve på sygehuset og fik konfiskeret sin bil efter reglerne om vanvidskørsel.