Nordjyllands Politi har anholdt en 53-årig kvinde for manddrab. Hun blev anholdt på en bar med tydelige blodspor på tøjet.
Kvinden blev anholdt torsdag kort før midnat. Hun anmeldte selv drabet på en 79-årig mand, som hun nu er sigtet for.
Hun kontaktede politiet klokken 23.28 og oplyste, at hun havde slået en mand ihjel, og at liget befandt sig i hendes lejlighed på Jyllandsgade i Aalborg.
Da hun ringede til politiet, befandt den 53-årige kvinde sig på en bar ikke langt fra lejligheden.
»Ud fra de oplysninger kvinden giver, sender vi patruljer af sted til begge adresser. Vi anholder kvinden uden dramatik på Mallorca Bar kl. 23.43, hvor vi finder hende med tydelige blodspor på tøjet og en skade på hånden, formentlig efter en kniv,« forklarer Frank Olsen, vicepolitiinspektør og efterforskningsleder hos Nordjyllands Politi.
Politiet fandt den 79-årige mand i kvindens lejlighed. Liget bar præg af, at han var blevet dræbt som følge af vold og knivstik.
Hvordan så lejligheden ud, da I kom derind?
»Den bar præg af, at der var foregået vold derinde. Det var hovedsagelig gået ud over offeret, selvom den anholdte også havde mindre skader. Mere kan jeg ikke sige på grund af efterforskningen,« siger Frank Olsen til B.T.
Natten igennem har politiets teknikere arbejdet på gerningsstedet og gennemført undersøgelser af offeret.
Den afdøde stammer fra Fjerritslev. Han er af dansk herkomst og var ikke kendt af politiet i forvejen.
Politiet har også samlet spor og afhørt vidner, blandt andet på Mallorca Bar.
Indtil videre peger efterforskningen i retning af, at den 53-årige kvinde, som er grønlænder, mødte sit offer på Mallorca Bar.
De forlod baren sammen torsdag klokken 13.59.
Tre en halv time senere vendte den 53-årige kvinde tilbage til Mallorca Bar - med blodpletter på tøjet.
Kvinden blev på baren i flere timer, før hun kort før midnat ringede til politiet og meldte sig selv for drabet.
Hvorfor anmeldte personalet eller de andre gæster på Mallorca Bar ikke, at kvinden var vendt tilbage med blod på tøjet?
»Det er et godt spørgsmål. Vi kan se på videoovervågningsbilleder, at hun har opholdt sig på baren, siden hun vendte tilbage torsdag eftermiddag ved 17.30-tiden,« siger Frank Olsen og tilføjer, at kvinden ofte kommer på Mallorca Bar.
Var kvinden spirituspåvirket, da hun blev anholdt?
»Ja, hun havde fået nogle genstande på baren. Jeg kan ikke sige hvor mange.«
Hvad var motivet?
»Vi har afhørt den drabssigtede, og på den baggrund har vi en mistanke om motivet. Det er dog ikke noget, vi kan fortælle om endnu, da det ikke er endeligt klarlagt. Vi skal være på sikker grund, før vi går ud med det,« siger Frank Olsen.
Den drabssigtede kvinde fremstilles i grundlovsforhør for lukkede døre ved Retten i Aalborg fredag klokken 11.15.
Hun var kendt af Nordjyllands Politi i forvejen. Frank Olsen vil ikke oplyse for hvad.
Politiet har ikke flere oplysninger i sagen fredag formiddag.
