Nordsjællands Politi har anholdt en kvinde og eftersøger en identificeret mand i forbindelse med et brandattentat mod Helsingør Rådhus mandag eftermiddag.

Det oplyser vagtchef David Eckert til Ritzau.

Motivet er angiveligt en personlig uoverensstemmelse med kommunens forvaltning.

Ordensmagten formoder, at kvinden begik forbrydelsen i forening med en mand, der fortsat er på fri fod. Politiet har dog en god idé om, hvem han er.

»Vi har en foreløbig hypotese om, at motivet bunder i en uoverensstemmelse med Helsingør Kommune,« fortæller vagtchef David Eckert fra Nordsjællands Politi til Helsingør Dagblad.

Meldingen lød på, at en brændende taske blev kastet ind af døren til byrådet.

Billeder fra stedet viser, at en større mængde brændende materiale også var blevet smidt ude foran hoveddøren.

»Det her brandattentat er ret rystende,« lød første reaktion fra Benedikte Kiær, Borgmester i Helsingør fra Det Konservative Folkeparti, til Helsingør Dagblad.

Til sn.dk forklarer Benedikte Kiær, at man overvejer om man skal have skærpede tiltag i kommunen.

»Det er dybt rystende. Nu har vi gode muligheder for, at man kan komme ind og overvære de offentlige byrådsmøder, men det må vi jo genoverveje, når sådan noget her sker. Jeg er chokeret over, hvad der går gennem hovedet på en, der gør sådan noget. Jeg er bare lykkelig for, at vi har fået alle ud, og at vi har haft nogle medarbejdere, der har reageret vildt hurtigt.«