Syd- og Sønderjyllands Politi modtog torsdag klokken 11.23 en anmeldelse om, at en 18-årig mand var blevet udsat for knivstik i Esbjerg.
En 19-årig kvinde er anholdt i sagen.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
'Syd- & Sønderjyllands Politi har i dag omkring middag og to-tre timer frem været til stede dels i en lejlighed på Knudedybet, dels omkring Treenighedskirken og på sygehuset i Esbjerg,' skriver politiet.
Syd- & Sønderjyllands Politi kunne efter indledende efterforskning anholde en 19-årig kvinde, som kender den 18-årige mand. Hun er sigtet for at have stukket ham med en kniv i skulderen.
De foreløbige forklaringer tyder på, at en uoverensstemmelse mellem de to parter udviklede sig til knivstikket.
Den 18-årige mand blev bragt til behandling på sygehuset. Der var tale om lettere tilskadekomst.
