En lille festlig sammenkomst i Skjern udviklede sig tirsdag aften i en voldsom retning.

»Ved 22.30-tiden blev vi kaldt ud til en melding om slagsmål, og da vi kom, var der tumult på stedet,« siger Simon Skelkjær, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge Dagbladet var der tre personer til stede i en lejlighed på første sal i Østergade.

Her havde en 29-årige kvinde skåret en 34-årig mand med en kniv i hans håndled.

Hun havde desuden truet en 32-årig mand, der derfor var hoppet ud over altanen til lejligheden og var kommet skade med det ene ben i forbindelse med landingen.

Alle tre var påvirkede, uden dog at politiet ved, hvad de var påvirkede af.

Den 29-årige kvinde er blevet sigtet for grov vold.