En 67-årig kvinde blev tirsdag aften alvorlig kvæstet i en ulykke på det østlige Lolland.

Kort før klokken 21 kom kvinden kørende i sin folkevogn på Karlebyvej ved Øster Ulslev, da bilen pludselig væltede i et sving og endte på taget.

Efter ulykken sad hun fastklemt i bilen og måtte reddes ud af brandfolk.

En paramediciner på stedet vurderede kvindens tilstand til at være alvorlig.

Kort efter blev hun fløjet med helikopter til behandling på Rigshospitalet.

»Hun blev fløjet på Rigshospitalet med alvorlige kvæstelser, men vi har i øjeblikket ikke nyt om hendes tilstand.«

Det fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Jan Nielsen, til B.T. onsdag morgen.

Ikke mindre end otte redningskøretøjer deltog i redningsarbejdet.

Vejen var spærret, mens redningsmandskabet arbejdede på stedet.

Det er også stadig uvist, hvorfor kvinden kørte galt.

»Vi har haft en bilinspektør på stedet, og lige nu afventer vi hans rapport,« siger vagtchef Jan Nielsen.

Kvindens pårørende er underrettet.