Den kontroversielle erhvervsmand og entreprenør Kurt Thorsen har fået lempet den dom på fem års fængsel, som han fik i byretten sidste år. Den kendte byggematador har således fået nedsat sin dom til tre og et halvt års ubetinget fængsel, oplyser Østre Landsret, der afsagde dom i sagen torsdag.

I byretten blev Thorsen dømt for skattesvig i størrelsesordenen 5,9 millioner kroner. Pengene havde han tjent som konsulent på et højhusprojekt på Amager i 2005-2006.

En del af fængselsdommen på de fem år blev udgjort af en »rest« fra den kendte PFA-sag, som Kurt Thorsen tidligere har siddet inde for.

Forløbet op til torsdagens dom har været præget af et større bump undervejs, der kortvarigt gav Kurt Thorsen et spinkelt håb om, at han kunne slippe for fængselsstraf.

I forbindelse med Thorsens skattesag i byretten var en af domsmændene nemlig medlem af Skatteankenævnet, og derfor mente Thorsens forsvarer, at domsmanden skulle erklæres inhabil.

Procesbevillingsnævnet gav efterfølgende grønt lys for, at Højesteret kunne tage stilling til sagen. Men Kurt Thorsens håb blev ved håbet, da Højesteret senere slog fast, at domsmanden ikke var inhabil, da hun kun var del af en uafhængig klagemyndighed, der kontrollerede Skats afgørelser.

Kurt Thorsen ankede også selve byrettens dom til landsretten, og her endte det med tre og et halvt års fængsel.