22-årige Joanna Palani, der har fået inddraget sit pas, opgiver at gå til landsretten for at få det tilbage.

København: En kurdisk kvinde, som har deltaget i krigshandlinger mod Islamisk Stat, opgiver nu at få sit pas, som politiet har inddraget i ét år, tilbage.

På grund af den 22-årige Joanna Palanis rejser til Syrien og Irak har politiet ment, at hun kan være til fare for statens sikkerhed, såfremt hun forlader Danmark igen.

Derfor blev hendes pas inddraget 29. september. Samtidig fik hun forbud mod at rejse i et år.

Joanna Palani besluttede at gå til domstolene for at få sit pas tilbage, men torsdag i sidste uge godkendte Københavns Byret indgrebet i en 47 sider lang kendelse.

I første omgang var hun indstillet på at gå videre til Østre Landsret med sagen, men fredag oplyser hendes advokat, Thorkild Høyer, at det gør hun ikke alligevel.

- Sagen har allerede forløbet i lang tid, og Joanna har i ventetiden genoptaget sin uddannelse og klarer sig godt, skriver advokaten i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Hun blev ved afgørelsen idømt meget betydelige sagsomkostninger. Hun kan desuden forvente at få sit pas tilbage om godt seks måneder.

Joanna Palani har senest kæmpet med de kurdiske Peshmerga-styrker i det nordlige Irak mod Islamisk Stat. Desuden har hun været tilknyttet YPG i det nordlige Syrien. YPG er en søsterorganisation til PKK, som står på flere landes terrorlister.

Tre gange har hun været i træningslejr, hvor hun har opnået militære færdigheder. Hun har også selv trænet andre.

I Københavns Byret understregede Thorkild Høyer, at hun kæmper med den internationale koalition mod Islamisk Stat.

Selv om hun har besluttet ikke at gå videre med sagen, er Joanna Palani langt fra tilfreds med sagens udfald.

- Det spiller naturligvis også en rolle, at hun føler sig dybt skuffet over det officielle Danmarks reaktion på hendes handlinger, som alene har været i Danmarks interesse og i overensstemmelse med danske værdier, hedder det i pressemeddelelsen fra advokaten.

Det er første gang, at en domstol har taget stilling til politiets inddragelse af pas. I alt har syv personer fået inddraget deres pas siden en lovændring sidste forår.

/ritzau/