Fem meter høje flammer fortærede mandag aften og natten til tirsdag det familieejede vaskeri Kruse Vask i Veddum nordøst for Hadsund.

Dagen derpå kæmper ejerne med at beskrive den katastrofe, de er blevet ramt af.

»Jeg kan slet ikke sætte ord på følelserne i min krop over at se min families livsværk brænde ned,« skriver en af ejerne, Martin Kruse, i et opslag på LinkedIn ifølge Nordjyske.

Mandag aften klokken 20.50 fik Nordjyllands Politi meldingen om branden i en stor industribygning, som blandt andet husede Kruse Vask.

»Det er hele virksomheden, der stort set brænder ned,« fortalte vagtchef Jesper Sørensen tirsdag morgen til B.T.

Tirsdag har familien bag vaskeriet travlt med flere triste gøremål.

Martin og Sarah Kruse skal både tage hånd om de omkring 30 medarbejdere og orientere kunderne om, at vaskeriet er brændt ned.

Udover selve bygningsbranden har det været nødvendigt at genhuse i alt seks personer, der bor i to privathuse tæt på brandstedet.

»Der bor tre personer i hver af boligerne, og de er blevet genhuset. Det var nødvendigt at få dem ud, fordi de lå så tæt ind i skadesstedet, for ligesom at sikre dem. Det er ikke fordi, der er store brandskader på de boliger, men de er i hvert fald genhuset grundet situationen,« forklarer vagtchefen og fortæller, at der ikke er sket nogen tilskadekomst.

Meldingen fra brandvæsnet er, at man forventer at arbejde på stedet til op ad formiddagen – blandt andet for at sikre, at der ikke opstår genopblusning eller spredning af ilden.

Brandårsagen er endnu ukendt.

Siden grundlæggelsen i 1962 har Kruse Vask været drevet af familien, oplyser vaskeriet på sin hjemmeside

Martin og Sarah Kruse er tredje generation, som står i spidsen for vaskeriet.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast