Kunne se særligt syn på overvågningen: To personer befandt sig i supermarkedet – efter lukketid
Flere dåser og vinflasker var sat frem på et bord, da politiet fandt dem.

Flere dåser og vinflasker var sat frem på et bord, da politiet fandt dem.

Sent mandag aften gik en alarm hos et supermarked i Odder.
Da en kvindelig ansat efterfølgende tjekkede overvågningen i butikken, der var lukket, kunne hun se et noget særligt syn:
For på førstesalen befandt der sig to mænd iført kasketter.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi, som blev kontaktet af den ansatte efterfølgende.
Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor kvinden lukkede dem ind.
Politiet oplyser, at butikken på det tidspunkt havde nedrullet gitter for dørene, og at der ikke var nogen tegn på opbrud.
»På førstesalen stod to drenge på 16 og 17 år, begge fra Sjælland,« fremgår det af døgnrapporten:
»På et bord ved siden af drengene stod flere dåser og vinflasker, og to af dåserne var åbnede. De to forklarede selv, at de var faldet i søvn på butikkens førstesal indtil efter lukketid, hvor de havde hentet drikkevarer.«
De to drenge er siden blevet sigtet for husfredskrænkelse og for butikstyveri.
Derudover blev drengenes værger også kontaktet – og deres bostedskommune blev ligeledes orienteret, lyder det.
Begge drenge blev desuden taget en tur med på stationen.