»Jeg ringer og ringer og skriver så mange e-mails, men der er bare ikke noget at gøre.«

Ordene kommer fra 23-årige Sidsel Kaiser, som forgæves har forsøgt at få svar fra virksomheden Sengeverden.dk, hvor hun har købt en seng.

Alt havde ellers set fint ud på hjemmesiden, og da Sidsel Kaiser fandt en seng til et godt tilbud, slog hun til.

»Der var sådan et flash-tilbud, som jeg tænkte, at det skulle jeg da lige nå at have med. Sengen stod normalt til 25.000 kroner, men jeg kunne få den til 10.000 kroner. Så det var bare ind og købe,« fortæller hun til B.T.

Efter købet modtog hun en bekræftelse og regnede med, at det hele var i orden. Men det skulle vise sig at være helt anderledes.

»Fire timer før den aftalte levering får jeg pludselig besked om, at leveringen er annulleret. Ingen ordentlig forklaring, ingen information om, hvad der nu skal ske, og ingen ny leveringstid,« siger hun.

Desværre er Sidsel Kaiser langt fra den eneste, som er kommet galt af sted med Sengeverden, der på sin hjemmeside slår sig op på »dansk design« og »håndbygget kvalitet.«

Spørger man i stedet Sidsel Kaiser og andre utilfredse kunder eller læser de utallige én-stjernede anmeldelser på Trustpilot, er det modsat ord som »fupfirma« og »svindel«, der bliver brugt til at beskrive webshoppen.

Her beretter kunder om varer i elendig kvalitet, manglende tilbagebetaling, en ikke-eksisterende kundeservice og ordrer, som aldrig ankommer.

Har du oplevet problemer med Sengeverden.dk? Så vil B.T. gerne høre fra dig – skriv en mail til en af journalisterne bag historien på sebj@bt.dk.

Fælles for dem alle er, at de trods utallige opkald og bunkevis af e-mails ikke får nogen svar fra Sengeverden.dk's kundeservice.

Det samme er tilfældet i Sidsel Kaisers sag.

»Det værste er næsten ikke engang, at leveringen er blevet annulleret. Det er følelsen af bare at blive ignoreret og efterladt uden at vide, hvad man skal gøre,« fortæller hun.

En anden, der også er efterladt dybt frustreret efter en ordre hos Sengeverden.dk, er Malene Dyhring.

Hun bestilte i sommer to senge og to topmadrasser hos Sengeverden.dk, men da hun modtog ordren, var den ikke helt som forventet.

»I leveringen mangler en topmadras, og den ene seng er decideret forkert. Topmadrassen, som jeg trods alt har modtaget, er af elendig kvalitet. Så jeg beder om at få en ny seng og få refunderet topmadrasserne,« siger hun.

Sengeverden.dk går med til den løsning og sender hende en ny seng, ligesom de også indvilger i at tilbagebetale topmadrassen.

Men det sker aldrig.

»Nu har jeg fået den rigtige seng, og ved siden af står den anden seng, som de ikke har hentet. Og så har jeg ikke fået penge tilbage for topmadrasserne, selvom jeg har skrevet ni mails siden den 27. august,« siger Malene Dyhring og fortsætter:

»For mig er der ingen tvivl om, at det her er et fupfirma. Det har virkelig været en frustrerende omgang.«

Hos Sidsel Kaiser er det også en følelse af frustration og magtesløshed, der fylder.

Hun havde specifikt sørget for, at sengen skulle leveres den dag, hvor hun overtog sin nye lejlighed, og havde derfor skaffet sig af med sin gamle seng.

»Jeg har endda betalt ekstra for, at sengen skulle komme den 15. september, hvor jeg skulle have nøglerne til min lejlighed. Jeg havde også taget fri fra arbejde for at være hjemme,« siger hun.

Nu stod hun pludselig uden en seng i sin helt nye lejlighed, og Sengeverden.dk var ikke til at komme i kontakt med.

»Det er virkelig frustrerende. Man skal jo have noget at sove i, og jeg har allerede smidt min gamle seng ud,« siger hun.

Sidsel Kaiser understreger også, at 10.000 kroner er mange penge for en på hendes alder.

»Mine veninder var sådan: 'Hold da kæft, jeg kunne bruge flere måneder på at spare de penge op',« siger hun og tilføjer:

»Jeg tror, der er mange andre, som heller ikke lige har 10.000 kroner, og som har brugt lang tid på at spare dem op.«

Hun har nu været nødsaget til at tage ud i en fysisk forretning og bruge flere penge på en ny seng, da hun stadig ikke har hørt noget fra Sengeverden.

»Jeg har været i Jysk og købt en seng derude,« fortæller hun.

Hun anerkender, at der selvfølgelig kan ske fejl i forbindelse med en levering, men synes ikke, at Sengeverden har håndteret hendes sag ordentligt.

Sidsel Kaiser har nu taget kontakt til sin bank i håbet om at få sine penge tilbage, men har ikke høje forventninger.

»Jeg ved sgu ikke. Hvis de går konkurs, er det i de fleste tilfælde bare ærgerligt, de penge, man har lagt i det.« 

B.T. har rakt ud til Sengeverden.dk's ejer, Matias Askvig, og stillet ham en lang række spørgsmål. Han er dog ikke vendt tilbage på talrige henvendelser.