To kunder var utilfredse med den pris, de mandag aften havde betalt for en vare i en Netto på Nørregade i Hundested.

Derfor blev en 19-årig medarbejder kaldt til kassen for at tale med dem. I stedet udviklede det sig til et voldeligt overfald.

Da den 19-årige Netto-medarbejder kom til kassen, tog den ene kunde fat i hans hår og krave og trak ham henover kassen.

Herefter slog han den 19-årige i ansigtet med knyttet næve, mens han holdt medarbejderen fast.

Det skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.

Politiet beder nu offentligheden om hjælp til at opklare sagen.

Efter at have modtaget anmeldelsen om vold klokken 20.35 kørte en patrulje til Netto-butikken.

Men ved betjentenes ankomst var de to mænd, forsvundet fra forretningen.

Det var i dette Netto-supermarked, en 19-årig medarbejder blev udsat for vold.
Det var i dette Netto-supermarked, en 19-årig medarbejder blev udsat for vold.
Vis mere

Beskrivelse af de efterlyste:

A (manden, der stod bag det voldelige overfald):

  • dansk af udseende
  • 23-25 år gammel
  • ca. 185 cm høj
  • skaldet
  • iført sort tøj, dunjakke og bukser, muligvis af mærket Carhartt
  • har mørke tatoveringer langs halsen og baghovedet

B:

  • dansk af udseende
  • 23-25 år gammel
  • ca. 185 cm høj
  • skaldet
  • iført sort tøj, dunjakke og bukser, muligvis af mærket Carhartt
  • har mørke, mindre tatoveringer langs højre side af halsen

De to mænd kørte fra Netto-butikken i en ældre Mazda med lilla, lyserøde og hvide farver malet på og en Mercedes-stjerne på fronten.

Har du oplysninger i sagen, bedes du kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.