Et tricktyveri af de mere udspekulerede udspillede sig formentlig mandag aften i Hasle City Marked i Aarhus-bydelen Hasle.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten for mandag.

Her fremgår det, at Hasle City Marked blev frarøvet kasseapparatet i butikken i forbindelse med det, politiet i døgnrapporten kalder for et 'krydderitrick'.

Gerningsmanden stak af med kasseapparatet omkring klokken 21.13, mens bestyreren i butikken hjalp en anden kunde, der havde bedt om hjælp til at finde spidskommen og karry.

De krydderier havde bestyreren ikke liggende fremme, og da han med kunden gik rundt om hjørnet fra kassen hørte han et højt brag.

Bestyreren hastede tilbage til kasseområdet, hvor han fandt dele af kasseapparatet på gulvet.

De sidste dele af kassen var forsvundet ud af butikken. Og bestyreren nåede lige at se en bil køre fra stedet i høj fart.

Kastede sig ud i bil

'Et vidne udenfor så en mand løbe af sted med kasseapparatet og kaste sig ind i en bil, der holdt klar ved butikken med en anden mand bag rattet. I kasseapparatet var der nogle tusinde kroner,' skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Efterfølgende fik krydderikunden sine varer og betalte, for så at forlade butikken.

Selvom Østjyllands Politi beskriver tyveriet som et 'krydderitrick', så er man ikke helt sikker på, at krydderikunden arbejdede sammen med tyven. Man vil dog gerne tale med den kunde, som var i butikken for at købe krydderier, fortæller kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til BT:

»Vi har en mistanke om, at de arbejdede sammen, krydderikunden og tyven, men vi er ikke helt sikre. Derfor vil vi gerne tale med ham, så vi håber, der er nogle, som har set ham, eller han melder sig selv,« siger Jakob Christiansen.

Krydderikunden beskrives af politiet som omkring 20 år. Han havde kasket på, da han var i butikken.

Bilen, som tyven flygtede i, beskrives som:

  • Stor personbil, formentligt en Citroën Grand Picasso
  • Sandsynligvis blå
  • De to mænd i bilen var mellem 20-30 år, oplyses det

Hvis man har oplysninger i sagen, så vil Østjyllands Politi gerne høre nærmere. De kan kontaktes på 114.