En måned efter at en 52-årig mand blev fundet død i et skovområde ved Rønnede på Sydsjælland, arbejder politiet fortsat på højtryk for at opklare sagen.

Selv om ingen gerningsmand er anholdt endnu, er der ifølge politiinspektør Kim Kliver "pæn fremgang" i efterforskningen.

Han fastslår, at der er tale om et drab.

- Vi er sikre på, at det er et drab, siger Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politichefen fortæller videre, at politiet har "dannet sig et billede af", hvordan den 52-årige mand blev dræbt. Men han vil ikke sige, hvordan drabet skal være sket.

- Det holder vi for os selv, lyder det.

Samme svar gælder, når det handler om, hvorvidt manden blev dræbt i skoven eller et andet sted.

Det var lørdag 20. september, at en forbipasserende opdagede liget af manden i skovområdet nær Hestehavevej ved Rønnede.

Politiet blev alarmeret, og dagen efter oplyste politiet, at sagen betragtes som et drab.

Tre dage efter fundet af liget oplyste politiet, at man havde fået identificeret den afdøde som værende en 52-årig mand fra hovedstadsområdet.

Samtidig blev det oplyst, at politiet havde sat betydelige ressourcer af til at efterforske sagen. Og det arbejde pågår fortsat.

- Vi arbejder intenst med det meget store materiale, vi har indhentet - både videomateriale og andet datamateriale. Og så har vi talt med rigtigt mange mennesker. Det er det, vi nu bruger tiden på, siger Kim Kliver.

Han holder sig dog fra at fortælle nærmere om efterforskningen.

- Vi har lavet en række efterforskningsmæssige ting i forlængelse af fundet. Men hvad det specifikt er, holder vi lige lidt for os selv af efterforskningsmæssige årsager, lyder det.

Selv om politiet har talt med mange personer i relation til sagen, er politikredsen fortsat interesseret i at høre fra folk, der kan have viden om drabet.

- Der er givet nogle folk, der må ligge inde med viden, som vi gerne vil høre, siger Kim Kliver.

/ritzau/

Del: