Få timer efter det dramatiske angreb på skadestuen på Odense Universitetshospital natten til tirsdag, besøger Kronprins Frederik de berørte afdelinger

Det sker i forbindelse med fejringen af hospitalets 100 års jubilæum.

Kronprinsen ankommer klokken 11 og skal på en længere rundvisning på sygehuset. Her vil han også komme ned i akutmodtagelsen, hvor mellem 60 til 70 mænd med køller få timer forinden gik amok og truede personalet.

Besøget har været planlagt længe, og hospitalsdirektør Jane Kragelund understreger, at nattens hændelse ikke kommer til at påvirke kronprinsens besøg.

- Vi har naturligvis drøftet med ledelsen af akutmodtagelsen, om personalet dernede kan rumme besøget, men det mener de godt selv, at de kan, så vi fastholder den del af programmet, fortæller hun.





Selv om den stærkt ophidsede menneskemængde hev billeder ned fra væggene og smadrede en del af inventaret, er der ifølge direktøren ikke længere synlig tegn på nattens uroligheder.

Tumulten begyndte i Odense-bydelen Vollsmose, hvor en ung mand blev skudt og stukket med kniv i forbindelse med en Eid-fest. Offeret blev bragt til skadestuen, hvor den store gruppe mænd senere forsøgte at komme ind til ham.

- Det kommer ikke til at påvirke hans besøg, for det er jo et kæmpe hus, det her. Der er 1.000 ansatte på 60 afdelinger, men vi har været opmærksomme på, om det kunne rummes i vores akutmodtagelse.

- Det var ganske voldsomt for det personale, der var til stede, og dem tager vi naturligvis hånd om, men der er ikke længere synlige tegn på nattens begivenheder, forsikrer Jane Kragelund.

Hun tror ikke, urolighederne kommer til at præge det prominente besøg.

- Vi er utrolig kede af det sammenfald, der er mellem nattens hændelse og vores jubilæum i dag, men vi synes alligevel, at der er grund til at fastholde vores jubilæum. Men naturligvis er vi kede af sammenfaldet, og det er noget, vi er meget opmærksomme på, siger hun og tilføler, at det ikke er planen at bringe angrebet mod skadestuen op under dagens besøg.

Det personale, der var til stede mandag nat, vil ikke være til stede under besøget. De har fri og er taget hjem for at sove.