Politiet fandt i januar bombemanualer hos dansk højreekstremist. Nu bliver han våbentrænet i Rusland.

Mens politiet efter massakren i Norge har slået fast, at de holder et godt øje med den yderste danske højrefløj, sættes der nu spørgsmålstegn ved deres indsats.

Nordsjællands Politi bliver kritiseret for at sylte en af de største sager om højreekstremisme herhjemme de seneste år.

Det skriver Berlingske.

Sagen omhandler talsmanden for Danmarks Nationale Front, Lars Agerbak. Han blev i januar varetægtsfængslet i tre uger, efter politiet havde fundet bombemanualer og kemikalier i hans kælder i Hørsholm.

Men siden da har Lars Agerbaks advokat Peter Hjørne ikke hørt noget fra ordensmagten.

- Jeg har spurgt politiet, hvad der sker? De har ikke lavet noget anklageskrift. Der er intet sket. Ingen dynamik i efterforskningen og med det, som er sket i Norge, så forstår man det slet ikke, siger Peter Hjørne.

Lars Agerbak er i stedet taget til Rusland. Her har gruppen Slavisk Union trænet ham og flere andre fra Danmarks Nationale Front med blandt andet tunge våben.

Slavisk Union er forbudt i Rusland, og gruppen har taget ansvar for flere mord på advokater, journalister, politifolk.

Efter tragedien i Norge har Slavisk Union kaldt gerningsmanden Anders Behring Brevik for "Norges hvide helt".

Den konservative retsordfører Tom Behnke undrer sig også over politiets indsats.

- Jeg er overrasket over, at man ikke er færdig med den sag, i lyset af hvor alvorlig den er. Nu vil jeg høre justitsministeren, hvad der er op og i denne sag, siger han.

Nordsjællands Politi afviser kritikken.

- Det er en stor sag med meget efterforskning. Den er nu afsluttet, og så håber jeg, at den juridiske vurdering kan være færdig i august. Mere kan jeg ikke sige, siger anklager Henrik Blichmann fra Nordsjællands Politi.

/ritzau/