Planerne for evakueringen af biografgæster i Dagmar Bio var langt fra tilstrækkelige, da der udbrød brand i en popcorn-maskine den 1. december.

Det har biografgæsten Peter Bratberg Jensen skrevet i en klage til biografen og dens ejer Nordisk Film, efter at han og kæresten blev evakueret ud af en biografsal efter branden.

Det fortæller TV2-Lorry.

Peter Bratberg Jensen har flere kritikpunkter.

I første omgang synes han,  det er kritisabelt, at han kunne sidde i biografsalen og høre brandbilernes sirener i lang tid, før han blev evakueret ud af biografen.

Det skulle være sket meget tidligere.

Heller ikke flugtvejen var forsvarlig, skriver han ifølge TV2 Lorry i sin klage.

Da Peter Bratbjerg Jensen og hans kæreste forsøgte at forlade biografsalen under evakueringen, rendte de på flere låste døre. Flugtvejen var også besværet af murbrokker, som de måtte kæmpe sig igennem.

»Havde branden været større, var det gået helt galt. Der var slet ikke styr på brandsikkerheden. Det er helt forkasteligt, og jeg håber hændelsen i dag får konsekvenser internt i jeres organisation og måden I sikrer jeres gæsters sikkerhed,« skriver han ifølge TV2 Lorry i brevet.

Biografens ledelse afviser, at de har handlet kritisabelt i forbindelse med evakueringen.

Personalet i biografen havde nemlig slukket branden i popcornmaskinen, da brandvæsnet kom, og derfor så de ikke behov for en evakuering. Det var først, da brandvæsnet stod på stedet, at biografen fik besked om at evakuere, fortæller direktør for Nordisk Film Biografer Casper Bonavent til Lorry.

Angående den dårlige brandvej ud af salene skyder Nordisk Film kritikken videre mod Dagmarhus, som biografen ligger i.

Nordisk Film mener ikke, de er blevet informeret om en ny flugtrute af Dagmarhus.

Det er dog noget »vrøvl«, mener ejeren af Dagmarhus Claus Hildebrandt. Ifølge ham var Nordisk Film udmærket klar over flugtvejene ud af deres biografer, skriver TV2 Lorry.

Han beklager dog de murbrokker, der besværede flugtruten.

»Det er klart, at mine håndværkere skal rydde op, så deres ting ikke står hulter til bulter. Oprydningen fra min side kunne godt have været bedre,« siger Claus Hildebrandt til TV2 Lorry.