Skattekronerne skulle gå til at hjælpe voldsramte kvinder.

Men B.T. kan i dag afsløre, at et krisecenter ulovligt har hevet penge ud af statskassen ved at opkræve penge for overnatninger, der aldrig fandt sted.

Det drejer sig om det politianmeldte Ravnstrup Krisecenter på Sydsjælland.

»Det virker, som om der er begået svindel. Det er helt indlysende meget ulovligt at opkræve penge, man ikke har ret til,« siger Per Nikolaj Bukh, som er professor i økonomistyring med særligt fokus på socialområdet.

B.T.s dokumentation bygger blandt andet på dokumenter fra Helsingør Kommune, en flybillet og anonyme kilder med kendskab til sagen.

Sagen handler om en serbisk kvinde, som blev udsat for vold af sin kommende mand og flygtede fra ham i januar i år.

TIP B.T.: Ved du noget om Ravnstrup Krisecenter eller andre krisecentre? Skriv anonymt til journalist Cecilie Patscheider på cepa@bt.dk

Politiet kørte kvinden til Ravnstrup Krisecenter. Hun var der i blot tre dage, og så rejste hun til sit hjemland, Serbien.

En uge efter kvinden var rejst, sendte direktøren for krisecentret, Tanya Stougaard Kähler, en regning for kvindens ophold til Helsingør Kommune.

Men i stedet for at sende en regning på 8.100 kroner for tre døgn, sendte hun en regning på 113.400 kroner for 42 døgn.

På regningen skrev direktøren, at kvinden ifølge aftale med kommunen ville være på krisecentret frem til 20. februar, hvor hendes turistvisum udløb. Men direktøren informerede ikke om, at kvinden allerede var rejst 12. januar.

Direktøren var selv involveret i at bestille flybilletten til kvinden, og den blev betalt med krisecentrets penge. Det viser mailkorrespondance og kontoudtog, som B.T. er i besiddelse af.

Dokumentation: Kvinden rejste hjem til Serbien 12. januar. Direktøren for krisecentret orienterede ikke kommunen om det og opkrævede i stedet penge for kvindens overnatninger frem til 20. februar, hvor kommunen troede, at hun skulle rejse.
Dokumentation: Kvinden rejste hjem til Serbien 12. januar. Direktøren for krisecentret orienterede ikke kommunen om det og opkrævede i stedet penge for kvindens overnatninger frem til 20. februar, hvor kommunen troede, at hun skulle rejse.
Vis mere

Flere kilder bekræfter også over for B.T., at direktøren var involveret i forløbet med at få kvinden på et fly, og at kvinden rejste og ikke kom tilbage på centret.

»Det er svindel at sende en uberettiget regning med vilje, og det er min vurdering, at direktøren har været vidende om, at kvinden ikke var på krisecentret,« siger Per Nikolaj Bukh.

Direktøren for krisecentret, Tanya Stougaard Kähler, afviser at have svindlet med kommunens penge.

Hun henviser til aftalen med kommunen om, at kommunen ville betale for kvindens ophold frem til 20. februar, hvor kvindens visum udløb, og udlændingemyndighederne ville sende hende til Serbien.

Helsingør Kommune afviser dog den forklaring. Det er korrekt, at det var den oprindelige aftale, men kommunen blev aldrig informeret om, at kvinden rejste efter tre døgn i stedet.

»Jeg kan på det kraftigste afvise, at vi har været med til at snyde os selv,« siger Pernille Madsen, som er centerchef for Særlig Social Indsats i Helsingør Kommune.

Dokumentation: Direktøren opkrævede penge for 42 døgn i stedet for de tre døgn, kvinden var på centret. Den oprindelige aftale med kommunen var, at kvinden skulle være på centret frem til 20. februar, men kvinden kom med et fly hjem allerede 12. januar. Direktøren har ikke svaret på B.T.s spørgsmål om, hvorfor hun ikke oplyste kommunen om det og blot opkrævede for tre døgn.
Dokumentation: Direktøren opkrævede penge for 42 døgn i stedet for de tre døgn, kvinden var på centret. Den oprindelige aftale med kommunen var, at kvinden skulle være på centret frem til 20. februar, men kvinden kom med et fly hjem allerede 12. januar. Direktøren har ikke svaret på B.T.s spørgsmål om, hvorfor hun ikke oplyste kommunen om det og blot opkrævede for tre døgn.
Vis mere

Ravnstrup Krisecenter er gået konkurs og lukket ned, og Socialtilsyn Øst har politianmeldt personkredsen bag krisecentret for svindel.

Helsingør Kommune vil nu undersøge, om sagen giver anledning til yderligere en politianmeldelse.

»Jeg er så vred. Det er så usympatisk over for de borgere, der har brug for hjælp og kunne have fået gavn af de penge,« siger Pernille Madsen.

Har jeres kontrol med pengene været god nok, siden I ikke opdagede det?

»Generelt er vi i dialog med krisecentrene om kvinderne for at lægge en videre plan, men i den her sag var det ikke nødvendigt, fordi kvinden skulle ud af landet. Der er ikke nogen alarmklokker, der har ringet her,« siger Pernille Madsen.

I løbet af Ravnstrup Krisecenters korte levetid på blot et år har centret fået udbetalt 4,7 millioner kroner fra forskellige kommuner for at hjælpe voldsramte kvinder.

Det er endnu uvist, om krisecentret har snydt kommuner i flere tilfælde, og hvad det samlede omfang i så fald er.

Men i flere sager har krisecentret også brugt andre kreative metoder til at få udbetalt penge fra landets kommuner. Det viser dokumenter fra Socialtilsyn Øst.

I en konkret sag indskrev krisecentret for eksempel en mandlig beboer, på trods af at det var et kvindekrisecenter, og at Socialtilsyn Øst havde givet afslag på, at manden måtte være der.

I en anden sag satte en kommune spørgsmålstegn ved, hvorfor en specifik kvinde overhovedet var på krisecentret, eftersom hun ikke havde været udsat for vold som voksen eller var truet, men primært var på centret for at støtte sin søster.

B.T. har tidligere afsløret, at Ravnstrup Krisecenter har brændt millioner af skattekroner af, at direktøren har forsøgt at hive over en million kroner ned i sin egen lomme i forbindelse med konkursen, og at krisecentret har snydt folk for deres penge.

I en mail afviser direktøren alle anklager.

»Vi har ikke på noget tidspunkt beriget os selv, svindlet eller misbrugt offentlige midler,« udtaler Tanya Stougaard Kähler.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter, at der er en igangværende efterforskning mod personkredsen bag Ravnstrup Krisecenter.