Telefonerne hos Nordsjællands Politi har bimlet og bamlet det seneste døgn.

I den anden ende af røret har bekymrede ældre borgere bedt politiet om hjælp.

Alle har de været udsat for bedrageri eller forsøg på bedrageri, fremgår det af politikredsens døgnrapport.

I alt er seks separate anmeldelser indløbet fra ældre borgere fra henholdsvis Vedbæk, Farum, Hørsholm, Dyssegård og Gentofte.

De er alle blevet kontaktet telefonisk af personer, der udgiver sig for at være fra en myndighed eller en bank.

I to af sagerne er mistænkelige mandspersoner sågar dukket op efterfølgende på anmelderens adresse.

Blandt andet ringede tre mænd onsdag eftermiddag på hos en ældre mand fra Vedbæk, der forinden var blevet ringet op af en person, som udgav sig for at være fra politiet.

De tre fremmede mænd fremviste nogle politilignende skilte på deres telefoner.

Manden fattede dog mistanke til mændene, og de forlod derefter stedet, oplyser Nordsjællands Politi i døgnrapporten.

Et noget mere uheldigt tilfælde udspillede sig hos en ældre kvinde i Dyssegård ved Gentofte.

Her var der ikke dukket nogen op på adressen, men det var lykkedes gerningspersonen i telefonen at få kvinden til at udlevere nogle personlige oplysninger.

Også en anden ældre kvinde fra Gentofte anmeldte, at hun var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være fra hendes bank.

Hun blev derefter viderestillet til en person, som udgav sig for at være fra politiet, og det lykkedes her gerningspersonen at få kvinden til at overføre et pengebeløb til nogle konti oplyst af personen i telefonen.

På baggrund af det seneste døgns anmeldelsesbølge gør Nordsjællands Politi opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder samt banker ikke benytter sig af den form for fremgangsmåde.

Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste virksomhed eller myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted og bede om at blive viderestillet til personen for at få oplysningerne be- eller afkræftet, oplyser politiet.

Samtidig er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende virksomhed eller myndighed og ikke ringer til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser, lyder opfordringen.