En af Litauens største plastikklinikker er blevet hacket. Klinikken samarbejder med dansk klinik.

København. Tusindvis af danske og udenlandske patienter står til at få lækket yderst privat og intim information, efter at Groio Chirurgija, der er en af Litauens største plastikkirurgiske klinikker, er blevet hacket.

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen er der op mod 1600 danskere, der har fået stjålet deres journaler fra klinikken.

Det høje antal skyldes, at det danske selskab Luxuskirurgi har sendt mange danskere til klinikken.

Avisen har været i kontakt med flere kvindelige patienter, som er blevet forsøgt afpresset af hackerne.

Politiet bekræfter sagen og opfordrer danskere, som bliver afpresset af hackerne, til at anmelde det.

- Såfremt der er nogen, som bliver kontaktet eller truet, vil vi anbefale, at de anmelder det til politiet. Det kan man gøre i egen politikreds eller via politi.dk. Vi har instrueret politikredsene om, at der kan komme henvendelser om disse sager, siger Kim Aarenstrup, centerchef ved politiets Nationale Cyber Crime Center, til Ekstra Bladet.

Michael Dalgaard, der er direktør og ejer af Luxuskirurgi, som tager sig af og henviser danske patienter til hospitaler i Litauen, fortæller, at hackerne har afpresset i en måned.

- Hospitalet, som er vores hovedsamarbejdspartner, er for en måned siden blevet hacket af russere, som lever af at hacke virksomheder og lave afpresning. De truer med at offentliggøre billeder og cpr-numre, siger han til Ekstra Bladet.

- Vi har forsøgt at holde det tæt ind til kroppen, for når det omtales, kommer opmærksomheden, og så begynder folk først at lede. Derfor har vi forsøgt at holde det mest muligt internt, mens der bliver efterforsket, siger han.

Ifølge Ekstra Bladets optælling kræves der cirka halvanden million kroner fra de danske patienter i løsesum.

/ritzau/