Ungdomskriminalitetsnævnet har siden årsskiftet afgjort 128 sager om børn under den kriminelle lavalder.
Et nyt nævn mod ungdomskriminalitet har siden årsskiftet afgjort 128 sager om børn under den kriminelle lavalder.
Det viser en aktindsigt, som Ritzau har fået fra Ungdomskriminalitetsnævnet.
Nævnet har foreløbig afgjort i alt 211 sager, og ud af de 195, der er ajourført, drejer over halvdelen sig altså om børn i alderen 10 til 14 år.
I Dansk Socialrådgiverforening er man bekymret over det store antal børn, der har været stillet for en dommer i de første seks måneder af ordningen.
- Afgørelser fra disse ungdomsdomstole undergraver børnenes retssikkerhed, og der er ingen faglighed, der viser, at de skulle have en forebyggende effekt på en eventuel kriminel løbebane, siger formand for Region Øst Rasmus Balslev.
Han henviser til statistik, der viser, at kriminaliteten blandt unge mellem 10 og 14 i mange år har været faldende.
- Og det paradoks, at man har indført domstolene alligevel, forstærkes af, at det tilsyneladende er den yngste gruppe, der oftest sanktioneres imod.
- Det er vi stærkt bekymrede over, tilføjer han.
Ungdomskriminalitetsnævnet består af en dommer, en politibetjent og en repræsentant fra kommunen.
Nævnet kan udstede en række sanktioner - blandt andet at anbringe børn og unge på lukkede institutioner.
I den rets- og kriminalpolitiske tænketank Forsete giver tallene anledning til dybe panderynker.
Ikke mindst fordi afgørelserne ifølge næstformand Bodil Philip ofte baseres på mistanke.
- Det er et problem, at man i dag afgør sager på baggrund af en mistanke om kriminalitet.
- Og fordi de er under den kriminelle lavalder, så er der ingen retsproces, som vi ellers kender det med en forsvarer, en dommer og en anklager, siger hun.
Det var den tidligere VLAK-regering, der sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet blev enige om at oprette et kriminalitetsnævn for unge ned til ti år.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken nuværende justitsminister Nick Hækkerup (S) eller den tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Sidstnævnte har tidligere afvist kritikken.
- Vi indfører ikke straf eller sanktioner, men derimod reaktioner og forbedringsforløb for børn og unge, der er på vej ind på en kriminel løbebane med alvorlig kriminalitet, lød det tilbage i oktober.
/ritzau/