Britta Nielsen kræves idømt mindst otte års fængsel for svindel i Socialstyrelsen for 117 millioner kroner.

Anklagemyndigheden kræver Britta Nielsen idømt mindst otte års fængsel for millionsvindel i Socialstyrelsen.

- Vi har at gøre med en af de alvorligste sager med økonomisk kriminalitet i Danmark, siger anklager Kia Reumert.

Det høje krav til straffen skyldes blandt andet, at Britta Nielsen kræves dømt efter paragraf 88, der i særligt grove sager kan hæve strafferammen. I denne sag betyder det, at strafferammen hæves fra 8 til 12 års fængsel.

- Da der er tale om en af de groveste sager, bør retten også nøje overveje, om denne her sag er så alvorlig, at man bør løfte sig op over de otte års fængsel, siger Kia Reumert.

Danmark er et udpræget tillidssamfund, og Britta Nielsen misbrugte den tillid, som hun fik, da hun blev ansat i Socialstyrelsen og skulle arbejde med udbetaling af tilskudsmidler.

Det mener sagens anden anklager, Lisbeth Jørgensen, der mandag fortæller, hvordan anklagemyndigheden ser på sagen om Britta Nielsens svindel.

- Det er strafskærpende, hvis nogen misbruger sin offentlige stilling.

- Hun har i den grad svigtet den tillid, hun fik, da hun blev ansat i Socialstyrelsen, siger Lisbeth Jørgensen i Københavns Byret.

Britta Nielsen er tiltalt for at have svindlet for 117 millioner kroner ved at have overført penge til sig selv gennem sit arbejde i Socialstyrelsen. Det skete ifølge tiltalen ved 300 overførsler gennem 25 år.

Det er blandt andet kommet frem, at hun oprettede fiktive projekter, som hun så knyttede op til sin egen konto. Blandt andet oprettede hun et projekt med navnet "Hjælp til Selvhjælp".

Hun har erkendt at have overført penge til sig selv. Men hun erkender ikke fuldt ud, da hun ikke kan huske det hele.

Under sagen er det kommet frem, at kontrollen i Socialstyrelsen har svigtet. Men det skal ikke give en mildere straf, mener anklageren.

- Denne her sag handler ikke om svaghederne ved kontrollen. Den handler om, at tiltalte svigtede den tillid, hun fik, siger Lisbeth Jørgensen.

Hun fortæller videre, at anklagemyndigheden mener, at Britta Nielsen har været yderst beregnende, og at hun ikke stoppede af egen vilje.

- Det er anklagemyndighedens opfattelse, at Britta Nielsen gik målrettet efter huller i systemet og overskydende beløb, siger Lisbeth Jørgensen.

Mandag er der også blevet fremlagt en undersøgelse af Britta Nielsens personlige forhold og helbred. Her fremgår det, at hun tager forebyggende hjertemedicin, men ellers er sund og frisk.

- Jeg forstår ikke, at der står, at jeg er frisk og sund. Det her har taget rigtigt hårdt på mig, siger 65-årige Britta Nielsen.

Forsvarsadvokat Nima Nabipour argumenterer nu for, hvordan han mener, at retten skal se på sagen. Han mener også, at sagen er alvorlig, men han mener ikke, at strafferammen skal hæves til 12 års fængsel.

Dommen ventes at blive afsagt 18. februar om eftermiddagen.

/ritzau/